En kuriøs og ærligt talt lidt irriterende ting – det er ligesom blevet standard på Android, at man kan navigere på to måder: På den ene side iPhone-style ved at komme ud af programmerne ved at trække op nedefra og gå frem og tilbage ved at tage fat i kanterne, eller på den ældre måde med overblik-, hjem- og tilbage-knapperne.
Men iPhone-måden gør det meget nemt at ramme noget forkert! Jeg har på det sidste eksperimenteret med at bruge det layout på min ene telefon,, og det er enormt nærliggende – bogstaveligt talt – at komme til at ramme de ting, der ligger i bunden af billedet. På samme måde, når man ønsker at gå tilbage – en del apps har et ekstra panel i venstre side, og så er det meget nemt at komme til at trykke tilbage, når man gerne vil have panelet – eller omvendt.
Men sagen er, at jeg bruger den funktion, fordi jeg egentlig synes, at de traditionelle knapper fylder en del. Reserveret plads, man ikke får noget for.
Måske er det tiden at gentænke designet på den navigation lidt?
Jeg begyndte jo for et godt stykke tid siden at eksperimentere med at bruge ActivityPub-plugin til at lave indlæg med WordPress, der slår igennem til, citat: Mastodon, Pleroma/Akkoma, friendica, Hubzilla, Pixelfed,, Socialhome, Misskey og Firefish.
Det er jo lidt sjovt, men oprindeligt mest noget, der virkede som et kuriosum. Og jeg har brugt det til at overføre indlægsbeskrivelsen på backlog.dk, så det bliver et kort indlæg på Mastodon (og venner), som henviser til selve indlægget.
Men jeg har lavet en installation på juhl-johamsen.eu med tanken at bruge den til korte indlæg – til microblogging. Og det er lidt interessant, hvilke muligheder, det giver. For indlæggene kommer igennem med pænt formatterede links, selv min kursivering slår igennem – og det har jeg jo ikke mulighed for at gøre på den almindelige Mastodon-brugerflade! Så workaround’et, som det føltes som, bliver pludselig til noget, der smager mere af løsning end nødløsning. Meget spændende. Og det hele lever på mit eget domæne.
Jeg havde ikke store forventninger til den – eller rettere, jeg havde ikke gode forventninger til den. Men det er faktisk rigtigt, rigtigt godt. De har ramt stemningen fra Fallout med musik, dialog, design og overbevisende postapokalyptiske landskaber. Henvisninger til hele den underliggende lore.
Jeg er kun tre episoder inde, men jeg har meget respekt for deres tilgang.
Snakkede om Markdown editors og konkluderede, at jeg nok bliver nødt til at kigge lidt nærmere på udvalget.
Sidder og leger med denne side, så jeg kan få lavet en god brugerflade til hurtige opdateringer.
Sidder og forklarer, hvor utroligt godt jeg synes, at Viva Engage virker på KLs Dialogportal. Hvem ville have troet, at man skulle overlade til Microsoft at lave et socialt medie?
Jeg er begyndt at lytte til Lost Terminal, en… ja, det er jo faktisk et af de programmer, hvor det kan være lidt svært at skyde sig ind på en genre. Det er måske særligt tilfældet med anbefalingerne, der som denne kommer fra The End – det dejlige nyhedsbrev med lydbogsanbefalinger – som ikke nødvendigvis lige følger vante former for roman- eller novellefortælling. På engelsk bruger man audiodrama eller måske endda serialized audiodrama – genren er et ekko af fortidens radiodrama, tænker jeg. Der har virkelig aldrig fandtes mere godt, end der gør nu. Jeg bidrager til nogle af projekterne – jeg håber virkelig, at disse menneskers økonomi hænger godt sammen. Lost Terminal er en lydbogs-fortælling, fortalt i episoder, som er ganske korte, gerne 10-15 minutter. Jeg har lyttet til 1. sæson og halvdelen af den anden – men der er faktisk 14! Hvilket er et sindssygt tal. Sæsonerne har 10 episoder, og programmet har faktisk kun været i gang siden 2022 – måske meget passende i netop denne histories fortælling, at sæsoner og tidsregning ikke nødvendigvis behøver at være koblet op på hinanden.
Hovedpersonen er en kunstig intelligens, der styrer en rumstation i kredsløb. Men alt er ikke, som det skulle være – forbindelsen til Jorden er ikke, hvad den var, dele af overfladen har ændret sig, og fortælleren bemærker, at selv om stationen fungerer (det meste af tiden), så var det tydeligvis ikke meningen, at den skulle have været aktiv så længe uden yderligere funktioner. Dele af stationen er lukket ned, og besætningen er der (på sin vis) ikke længere. Fortællerens stemme er rolig og eftertænksom, mens der gøres overvejelser over de praktiske anliggender, men også reflektioner om bevidsthed, kontakt til andre, at være alene, hvad der udgør en krop, når man er en bevidsthed, der ikke er bundet på samme måder som mennesker.
Fortælling er nærmest hypnotisk, dels på grund af formatet, dels fordi fortælleren er en ung bevidsthed, på en måde. Der er overvejelser om, hvordan mennesker (eller andre slags anden bevidsthed) er, om egen selvstændighed eller dikterede handlinger, en vis ungdommelig slags indkategoriseringer i stil med “he seems nice” – samtidig med at være et meget avanceret intellekt med mulighed for at løse meget komplekse opgaver. Der tænkes dybt over, hvordan begrænsede dele af et system – personer eller komponenter, som ikke er fuldt ud helt robuste eller sammenhængende – til sammen udgør et pålideligt system. Og den tanke skal omsættes til en forståelse af mikro-, makro- og økosystemer. Det giver en følelse af noget gammelt, men også noget nyopdaget til udforskning, en genopdagelse af Jorden – både en ekspedition og en hjemkomst.
Det fascinerer mig, at man på lostterminal.com omtaler serien som hopepunk. Jo mere jeg lytter, jo mere giver det begreb mening. Serien er en klar anbefaling herfra, hvis man er på udkig efter noget fascinerende og ganske anderledes.
Jeg kan bruge en del tid på at tale om penne. Den man skriver med. Jeg er ikke snob, tror jeg – men jeg kan virkelig godt lide, at tingene ligger godt og fungerer. Det er ikke sådan, at jeg vil bruge store penge på det – de to, jeg kommer til at tale om, er ikke luksusvarer – men hvis man er vant til et bruge en tier på noget af skrive med, virker det nok dyrt.
Jeg mistede for et stykke tid siden min Cross Bailey-rollerball. Den har jeg været rigtigt glad for, fordi den er en rigtigt god mellemvægt, robust med runde igen at være tung, og så var den ikke dyrere, end at jeg kunne have den med rundt til hverdagen og arbejde. Så den har været et pålideligt værktøj – og er det nok stadig, blot i andre hænder; Jeg tror, at jeg har efterladt den et sted, den er gledet ud af min lomme i transport eller sådan noget.
Jeg er igen begyndt at bruge notesbøger i mit arbejde – en til de daglige gøremål og en anden til møde-noter. Det bør jeg skrive mere om en dag – jeg har et system delvist stjålet fra Cornell Notes, som er en metode til at tage studie-noter med, og delvist fra Bullet Journal, som jeg finder besværligt og ikke specielt brugbart i dens fulde form, men der er ideer, som jeg bruger. I mit arbejde bruger jeg almindeligvis blyanter. Old-school kør-en-tur-i-spidseren-blyanter. Det virker.
Anyway, fremme ved pointen: Nu har jeg så fået en Kaweco-pen – en Kaweco Classic Sport gel roller.
Designet i Kaweco Sport startede løbebanen som fyldepenne for snart et århundrede siden -se mere Kaweco Sports-historie hos Jetpens. Jeg har ejet en af de fyldepenne før. Designet er sin helt egen ting – en følelse af Deutsche Ingenieurskunst. Det er ganske raffineret at lade designet leve videre på denne måde. Som pen er den let, meget let. Men den ligger godt i hånden, og gel roller-delen er ikke for sjov – skriften flyder ud af den, som om man knap rører papiret.
Jeg skulle checke nogle regler i forbindelse med at istandsætte det hus, vi har købt, og det viser sig… i dag har jeg simpelthen lært noget nyt, og det er, hvor respektfuldt et dokument, nærmest nobelt, Bygningsreglementet er. Who knew?
Her fra sektionen om et rum at sove i: “Et soverum kan betragtes som et privat rum for især børn, hvor der, ud over at være plads til at sove, også er mulighed for andre aktiviteter som fx lektielæsning, leg, hygge og samvær med venner eller til at finde ro. I den sammenbragte familie kan det være vigtigt, at hjemmeboende børn har deres eget værelse, som de selv kan præge og føle sig hjemme i, selvom de ikke bor i boligen hver dag.” https://bygningsreglementet.dk/Tekniske-bestemmelser/09/Vejledninger/Boligindretning/At-sove
