Jeg er begyndt at lytte til Lost Terminal, en… ja, det er jo faktisk et af de programmer, hvor det kan være lidt svært at skyde sig ind på en genre. Det er måske særligt tilfældet med anbefalingerne, der som denne kommer fra The End – det dejlige nyhedsbrev med lydbogsanbefalinger – som ikke nødvendigvis lige følger vante former for roman- eller novellefortælling.
På engelsk bruger man audiodrama eller måske endda serialized audiodrama – genren er et ekko af fortidens radiodrama, tænker jeg. Der har virkelig aldrig fandtes mere godt, end der gør nu. Jeg bidrager til nogle af projekterne – jeg håber virkelig, at disse menneskers økonomi hænger godt sammen. Lost Terminal er en lydbogs-fortælling, fortalt i episoder, som er ganske korte, gerne 10-15 minutter. Jeg har lyttet til 1. sæson og halvdelen af den anden – men der er faktisk 14! Hvilket er et sindssygt tal. Sæsonerne har 10 episoder, og programmet har faktisk kun været i gang siden 2022 – måske meget passende i netop denne histories fortælling, at sæsoner og tidsregning ikke nødvendigvis behøver at være koblet op på hinanden.
Hovedpersonen er en kunstig intelligens, der styrer en rumstation i kredsløb. Men alt er ikke, som det skulle være – forbindelsen til Jorden er ikke, hvad den var, dele af overfladen har ændret sig, og fortælleren bemærker, at selv om stationen fungerer (det meste af tiden), så var det tydeligvis ikke meningen, at den skulle have været aktiv så længe uden yderligere funktioner. Dele af stationen er lukket ned, og besætningen er der (på sin vis) ikke længere. Fortællerens stemme er rolig og eftertænksom, mens der gøres overvejelser over de praktiske anliggender, men også reflektioner om bevidsthed, kontakt til andre, at være alene, hvad der udgør en krop, når man er en bevidsthed, der ikke er bundet på samme måder som mennesker.
Fortælling er nærmest hypnotisk, dels på grund af formatet, dels fordi fortælleren er en ung bevidsthed, på en måde. Der er overvejelser om, hvordan mennesker (eller andre slags anden bevidsthed) er, om egen selvstændighed eller dikterede handlinger, en vis ungdommelig slags indkategoriseringer i stil med “he seems nice” – samtidig med at være et meget avanceret intellekt med mulighed for at løse meget komplekse opgaver. Der tænkes dybt over, hvordan begrænsede dele af et system – personer eller komponenter, som ikke er fuldt ud helt robuste eller sammenhængende – til sammen udgør et pålideligt system. Og den tanke skal omsættes til en forståelse af mikro-, makro- og økosystemer. Det giver en følelse af noget gammelt, men også noget nyopdaget til udforskning, en genopdagelse af Jorden – både en ekspedition og en hjemkomst.
Det fascinerer mig, at man på lostterminal.com omtaler serien som hopepunk. Jo mere jeg lytter, jo mere giver det begreb mening. Serien er en klar anbefaling herfra, hvis man er på udkig efter noget fascinerende og ganske anderledes.
