For et kvart århundrede siden eller så boede jeg kort på et kollegie/unge-bofællesskab. Det var på mange måder fint – de var rare, spillede fodbold og en masse Counter-Strike og spildte ikke tiden på ligegyldige sideprojekter som at gøre rent i køkkenet og sådan noget. Anyway, de var meget tydeligt en flok metalheads. På det tidspunkt var Faithless‘ Insomnia (eller rettere, dens mere loose danse-remixes) noget af det, det satte gang i folk, når man gik i byen. Anyway, jeg nævnte bandet på et tidspunkt, og min ene roomie sagde, at han ikke havde tænkt, at jeg var pop- eller house-typen. Og en anden, som brugte rigtigt meget tid på musik, sagde noget i retning af (thi det var sent, og vi var ikke nødvendigvis meget ædru): Sådan er det ikke. Faithless er anderledes. De har godt nok et par mainstream-hits, men der er mere i dem end alle de andre, det bare er et eller andet produkt.
Og det er på en eller anden måde blevet med mig, for det matchede også min følelse. Min far sagde altid noget lignende om Pet Shop Boys – som en person, hvis musikalske højdepunkt var Bob Dylan – de ville aldrig blive hans musik, men det var originalt, og det var sin helt egen ting. Alle andre, der lød som Pet Shop Boys, prøvede at lyde som Pet Shop Boys eller havde hørt så meget af det, at de ikke kunne slippe fri fra lyden.
Men altså, jeg har ikke rigtigt dyrket Faithless – indtil de sidste par måneder. Det førte til to erkendelser oveni hinanden: At jeg rigtigt godt kan lide deres – på én gang genkendelige stil og dog spændvidde; og at karismatiske forsanger Maxi Jazz ikke lever længere, than gik bort sidste år, hvilket var fløjet komplet under min radar og noget af en skuffelse.
I en nekrolog fra BBC beskrives han som “a lovely human being with time for everyone and a wisdom that was both profound and accessible” – det må man jo beundre og selv stræbe efter.
Hvorom alting er, så er der ubekymrede, kærlige og charmerende musiknumre på den ene side – jeg elsker for eksempel Miss U Less, See U More, som er et utroligt stærkt kærlighedsbrev – hvem vil ikke ønske sig at have en, man beskriver at ligge ved siden af med I’m listening with my whole skin – eller hvis man har sådan en, så at genkende den følelse og være inderligt taknemmelig.
På den anden side er der politiske budskaber, som leveres så skarpt – et hurtigt, aggressivt nummer som Mass Destruction med et omkvæd:
Whether long-range weapon or suicide bomber
Wicked mind is a weapon of mass destruction
Whether soaraway Sun or BBC One
Misinformation is a weapon of mass destruct
You coulda Caucasian or a poor Asian
Racism is a weapon of mass destruction
Whether inflation or globalisation
Fear is a weapon of mass destruction
Whether Halliburton, Enron or anyone
Greed is a weapon of mass destruction
We need to find courage, overcome
Inaction is a weapon of mass destruction
Kombineret med musiknummerets tempo og præcise aflevering er det superskarpt. Som kontrast og alligevel sammenhængende er Bombs, som er et melodisk, stille nummer om kærlighed midt i krig, men med hjerteskærende passager som denne:
One bomb, the whole block gone
Can’t find me children and dust covers the Sun
Everywhere is noise, panic and confusion
But to some, another fun day in Babylon
I’m gonna bury my wife and dig up my gun
My life is done, so now I’ve got to kill someone
Sangen omtaler ens børn som my only claim to glory, hvilket også greb mig voldsomt om hjertet som en knivskarpt skærende kontrast til jagt på anerkendelse for trivialiteter.
Endelig et nummer som Take Your Time, som altid kan få mine tanker i fokus og skabe ro og klarhed, hvor jeg er. Stemningen i selve musikken er melodisk og – uforcetet? Ordene er:
Take every moment
And savour the flavour
Der lykkes altså bandet fra de letteste til de tungeste numre at koble sig på hjertet. Det er utroligt, nu hvor jeg har lyttet til musikken i et stykke tid, hvor meget genklang det vækker – i forhold til, at bandet jo faktisk har været svagt på min radar siden starten i midten af 90’erne.